Flax & Beets: Grøn øko-café med visioner

Publiceret den 22. august 2017

Caféen Flax & Beets tæt ved Nyhavn i indre by er en 100 % økologisk – og i høj grad vegansk – salatbar. Udover salater laver ejer Cecilie Juel-Jacobsen også sandwiches, juice, kaffe og veganske søde sager som fx cookies eller brownies bagt på sorte bønner.

 

Økologi er det naturlige valg

Da Cecilie startede caféen op for knap et år siden, var hun aldrig i tvivl om, at økologien skulle inddrages som et centralt element i hendes forretningsmodel:

 

”Økologi har altid været vigtigt for mig og ved at arbejde med økologiske råvarer kan jeg skille mig ud fra de øvrige salatbarer i området. Derudover anvender jeg meget frugt og grønt, og for at jeg selv kan stå inde for det jeg sælger, synes jeg at økologi er det naturlige valg”.

 

Drømmer om 100% vegansk

Den store drøm er også at gøre caféen 100 % vegansk, men placeringen gør, at en stor del af kunderne er turister, som ofte ønsker lidt kød til deres salat. Så på dette punkt, ligger der stadigvæk et stykke arbejde forude for den visionære cafe.

Flax & Beets er drevet 100 % økologisk fra dag ét og Det Økologiske Spisemærke var derfor et naturligt skridt på vejen, da Cecilie først blev bekendt med mærkningsordningen:

 

”Jeg kendte ikke til mærket før en ven gjorde mig opmærksom på det. Vi har altid markedsført os med økologi på vores menukort og tavler, og med Det Økologiske Spisemærke har vi så fået endnu et bevis på vores økologiske arbejde”.

 

Naturlige farver og liflig duft

Cecilie har med indretningen af stedet gjort sit for, at kunderne lægger mærke til økologien og det naturlige valg af ”plant power”. Cafeen er spækket med naturlige farver fra særligt citrusfrugter og naturmaterialer, så kunderne føler at de entrerer et naturrum midt i byen. Derudover lægger alle caféens frugt og grøntsager fremme, så der spredes en liflig duft i caféen.

 

På den økologiske fejringsdag diskede Flax & Beets op med et særligt godt tilbud på deres ’smashed avocado toast’ sammen med en koldpresset juice og en kop kaffe.

vaelg oeko fordi

  • Du beskytter natur og grundvand
  • Du får færre tilsætningsstoffer
  • Du støtter øget dyrevelfærd
  • Du sparer dig selv for sprøjtemidler

to-top