Oftest stillede spørgsmål

 

Inden du starter med at udfylde dit øko-regnskab, er der nogle få ting, som er rigtig gode at vide.

Skal drikkevarer indgå i øko-regnskabet?

Ja, økologi-procenten beregnes på baggrund af alle føde- og drikkevarer, både det konventionelle og økologiske.

 

Hvilke leverandører skal jeg skrive ind i regnskabet?

Du skal skrive alle dine leverandører (både økologiske og konventionelle) ind i økologi-regnskabet for at det er muligt at få en samlet økologi-procent.

 

Hvordan og hvor skal jeg opbevare mit øko-regnskab til kontrol?

Du kan enten have dine opgørelser udprintet i f.eks. en mappe eller have øko-regnskaberne/opgørelserne liggende på en computer. Opgørelserne skal blot være tilgængelige ved kontrol, lige meget hvilke medarbejdere der er til stede under kontrollen.

 

Kan sodavand udgå fra øko-regnskabet, hvis jeg stiller sodavandsautomaten ud på gangen?

Alle indkøbte mad- og drikkevarer i tilknytning til køkkenet skal indgå i økologi-regnskabet. Hvis salg fra automater sker i kantine-området, og dermed knyttes til brugen af Det Økologiske Spisemærke, så skal det altid medregnes i opgørelsen.

 

Hvis salg fra en automat ikke er tilknyttet til køkkenet, men fremstår som en selvstændig salgsenhed med eget lager og regnskab, så kan det holdes ude af opgørelsen. 

Hvordan må jeg reklamere med mit spisemærke?

Se fakta-arket ”Hvordan må du markedsføre dig med økologi og Det Økologiske Spisemærke?”, klik her >

Hvor finder jeg eksempler på råvare-politikker ved guld-mærket?

Ansøger du om Det Økologiske Spisemærke i guld, skal dit køkken udarbejde en råvarepolitik, som skal være synlig for køkkenets kunder/brugere enten i køkkenet eller på køkkenets/institutionens/kantinens hjemmeside.

 

En råvarepolitik beskriver, hvordan dit køkken vil "tackle" de forskellige problemstillinger, som I evt. kan løbe ind i. Det skal f.eks. fremgå af råvarepolitikken, hvad dit køkken gør, når råvarer ikke kan anskaffes som økologiske (ændrer I f.eks. opskrifter, eller køber I lokalt).

 

Desuden skal det fremgå hvilken politik I har for indkøb af fødevarer, der stammer fra jagt og fiskeri. Specifikt skal der gøres rede for, hvornår der indkøbes økologiske fisk og skaldyr frem for vildtfangede.

 

Eksempel på råvarepolitik i en børnehave:

"Vi prioriterer at servere en kost for børnene, der i høj grad har fokus på ernæringsanbefalingerne fra Fødevarestyrelsen. Eftersom der er et begrænset udbud af økologiske fisk, serverer vi vilde fisk fra havet såsom torsk, rødspætter, sild m.fl. Disse medtages ikke i børnehavens øko-regnskab og udgør ca. 2 % af fødevarerne i køkkenet. Børnehavens køkken planlægger menuerne ugevis, og det sker, at leverandørerne ikke altid kan levere en given økologisk råvare, og der kan derfor være eksempler på, at erstatningsvarer leveres som konventionel. I andre tilfælde må køkkenpersonalet købe ind i det lokale supermarked, og dette kan også være konventionelt. Omfanget heraf udgør maksimum 2 % af fødevarerne i køkkenet".

Skal indkøb fra dagligvarebutikker indgå i øko-regnskabet og hvordan?

Ja, alle føde- og drikkevarer skal indgå i økologi-regnskabet. Du skal derfor indskrive dine boner fra supermarkeder i dit øko-regnskab.

 

Det er kun råvarer fra bonen hvor der står ”ØKO” foran, der kan tælles med som økologiske. Hvis der mangler ”ØKO” foran en vare på bonen kan du få kassedamen til at skrive det på og give et stempel. Hvis ikke der står ”ØKO” foran en vare, skal den medregnes som konventionel – også selvom den er økologisk.

 

Køkkener, der vælger at opgøre økologiprocenten i kroner, kan vælge, om de vil beregne økologiprocenten ud fra prisen med eller uden moms. Valget skal blot være gennemgående, så der altid opgøres på baggrund af priser med eller uden moms både fra leverandører og dagligvarebutikker.

Hvordan udregner jeg min økologiprocent?

Du udregner din økologi-procent ved at se på dine indkøb for de sidste tre måneder. Har du én leverandør kan du få dem til at lave en opgøres med din økologi-procent for de sidste tre måneder.

 

Har du flere leverandører skal du anvende vores øko-regnskab. Det er et Excel ark, som udregner din økologi-procent automatisk på baggrund af fakturaer. Find det her > 

 

Skal jeg opgøre min økologiprocent i kroner eller kilo?

Vi anbefaler at spisesteder, der ansøger om Det Økologiske Spisemærke i bronze opgør økologi-procenten i kilo, da du på den måde vil opnå den højeste økologi-procent hurtigst. Dette skyldes at det oftest er de ”tunge” råvarer såsom grove grøntsager, mel, mælk mm, der udskiftes fra konventionelt til økologisk først.

 

For en restaurant/café kan det dog nogle gange bedre betale sig at opgøre i kroner, da drikkevarer, kaffe og kød er dyrere end de konventionelle udgaver og det er typisk sådanne råvarer en restaurant/café indkøber mest af.

Skal krydderurter fra haven indgå i mit øko-regnskab?

Ja, hvis krydderurterne anvendes systematisk i madlavningen så skal det indgå i øko-regnskabet. Krydderurter fra egen have indgår som konventionelle, medmindre det er dyrket på økologi-certificeret land. 

Skal indkøb til fx personalearrangementer indgå i mit øko-regnskab?

Ja. Hvis der er tale om råvarer, som er tilsvarende til dem som serveres for de spisende, kan de kun holdes ude af beregningen hvis der er tale om at det kun serveres ved særlige lejligheder, f.eks. til en personale-julefrokost.

 

For at råvarerne holdes uden om øko-regnskabene er det en forudsætning at indkøbene er:

 

  1. Regnskabsmæssigt adskilt fra de øvrige indkøb (bl.a. særskilte registreringer og fakturaer)

  2. Der er nedskrevet procedurer for, hvordan det sikres, at de ikke indgår ved tilberedning af mad til de almindeligt spisende

  3. Køkkenet på forhånd har vurderet, hvor meget mad, der indkøbes til personalebegivenheden 

Hvilke varer tæller ikke med i øko-regnskabet?

Produkter som vand (herunder vand på flaske, som er uden citrus eller andre smagsstoffer, men som evt. er med brus) og bordsalt samt fødevarer, der stammer fra jagt og fiskeri, holdes ude af regnskabet.

 

Det samme gælder fx visse salte, som lejlighedsvis anvendes i madlavningen, og som ikke stammer fra jordbrugsproduktion, som fx kalciumchlorid (til neutralisering af oxalsyreholdige fødevarer).

 

Non-food produkter, som lys, servietter, glas, medregnes heller ikke.

vaelg oeko fordi

  • Du beskytter natur og grundvand
  • Du får færre tilsætningsstoffer
  • Du støtter øget dyrevelfærd
  • Du sparer dig selv for sprøjtemidler

to-top