Det Økologiske Spisemærke 90-100% økologi 60-90% økologi 30-60% økologi Økologisk Landsforening Miljø- og Fødevareministeriet - Fødevarestyrelsen

 International hæder til økologiarbejdet i Danmark 

Danmark er på mange måder verdens førende økologination. I 2017 udgjorde økologi 13,3 pct. af dagligvaremarkedet og 9,3 pct. af foodservice markedet. De årlige vækstrater er tocifrede. Men hvorfor har økologien en så fremtrædende placering i Danmark?

Nu har FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation, FAO, tildelt  Danmark FN’s Future Policy Award i sølv for et af verdens mest effektive økologipolitiske initiativer. Prisen hylder politik, som fremmer overgangen til bæredygtig fødevare- og landbrugsproduktion. Økologien bidrager til mange af FN’s 17 verdensmål for Bæredygtig Udvikling.

Juryen nævner Danmarks arbejde med at udvikle markedet for økologi ved at øge efterspørgslen – en markedsdrevet tilgang. Her fremhæves særligt arbejdet med at fremme økologi i de offentlige køkkener og arbejdet med Det Økologiske Spisemærke, som Fødevarestyrelsen står i spidsen for og gennem en årrække har samarbejdet med køkkener og branche omkring, særligt Økologisk Landsforening.

Dette arbejde har mange positive sideeffekter. Når økologien vinder indpas i de offentlige køkkener skaber det samtidig et stærkt fokus på reduceret madspild og der produceres mere klimavenlige menuer med mindre kød og mere frugt og grønt – menuer som samtidig er i tråd med Fødevarestyrelsens anbefalinger i kostrådene.