Økologien hjælper kommuner med at løfte FN’s verdensmål

12.03.2019

Magasinet 'Løft Verdensmålene' fra Økologisk Landsforening sætter skarpt fokus på, hvordan alle landets kommuner kan bruge økologien som redskab til at løfte FN’s verdensmål – lige fra at sikre rent drikkevand til at lette på klima-aftrykket. Magasinet er lige nu på vej ud til alle kommunalpolitikere og nøglepersoner i landets kommuner.

Løft Verdensmålene er spækket med baggrundsviden og cases. Du får masser af gode eksempler på, hvordan Økologisk Landsforening og mere end 30 kommuner har arbejdet sammen om at skabe et mere bæredygtigt landbrug og mere klimavenlige menuer i de kommunale storkøkkener.

Sundere, mere klimavenlig mad i Odense Kommune

Et eksempel på en case fra magasinet er fra Odense Kommune. Her har Byens Køkken nu nået en økologiprocent på 74 og har for længst fået Det Økologiske Spisemærke i sølv.

Køkkenet er lagt om inden for det samme budget, og det har medført menuer med mindre kød, mere sæsongrønt og et skarpt fokus på at lave meget mere fra bunden og på at reducere madspildet gennem kreative løsninger, hvor alt fra kålstokke til at hele guleroden bruges på nye måder i nye retter.

I Odense Kommune har omlægningen til økologi i Byens Køkken givet omkring 5000 daglige måltider til især kommunens ældre, der er langt tættere på de officielle kostråd og som er mere klimavenlige. Og så har omlægningen givet et markant fagligt løft hos personalet, fortæller storkøkkenets leder, Jette Eggers:

”Før øko-omlægningen brugte vi rigtig mange industrielle produkter. Vi åbnede mange frostposer.

Nu synes medarbejderne, at det er sjovere at arbejde med friske porrer og gulerødder”.

 

Økologien brander en kommune

Magasinets læsere møder også Kost og Ernæringsforbundets formand Ghita Parry. Hun påpeger, at økologien er med til at brande en kommune:

- En økologisk køkkenomlægning er et vigtigt kommunalt værktøj. Den er et godt og stærkt brand for en kommune.

Ghita Parry mener, at økologien er en gevinst for fag, sundhed og miljø, fordi produktionsformen sikrer mad uden pesticider, færre tilsætningsstoffer og renere grundvand.

- Den økologiske dagsorden har på mange måder været en øjenåbner. Man kan kalde den en kærkommen ’disrupter’, som har tvunget både landbrug og køkkener til at gentænke arbejdsgange, det kulinariske og det faglige håndværk, siger Ghita Parry.

På www.okologi.dk/kommuner finder du flere cases og viden om, hvordan Økologisk Landsforening i tæt samarbejde med landets kommuner løfter de globale mål, som FN har formuleret. Ikke mindst i de kommunale storkøkkener.

Læs magasinet online

Du kan bladre og læse i Løft Verdensmålene her