
COVID-19 - Køkkenet er lukket på grund af Corona! Hvad gør vi så med økologi-regnskabet?
25.03.2020
I forbindelse med COVID-19 er nogle af Jer muligvis ramt af en midlertidig lukning af Jeres køkken, og I står tilbage med spørgsmålet om, hvad I gør med jeres Økologiske Spisemærke og Jeres økologi-regnskab. Læs med her og få svaret.
Det er de `aktive´ måneder, der skal tælle med i jeres økologi-regnskab. Så i den periode, hvor Jeres køkken er lukket grundet COVID-19, skal I dokumentere jeres nedlukning. F.eks. ved at udarbejde et dokument, der beskriver hvornår og hvorfor køkkenet holder lukket, og underskrive det.
Når I åbner jeres køkken igen, skal I genoptage jeres økologi-regnskab og basere økologi-procent-opgørelsen på de seneste aktive måneder frem for den seneste periode, hvoraf jeres køkken har været lukket en del af tiden.
Økologi-regnskabet fortsættes med den opgørelse, som I normalt bruger: hvis I plejer at udarbejde økologi-regnskab hver måned, skal I fortsat lave månedlig opgørelse. Jeres økologi-regnskab skal altså passe med den `periodelængde´ I altid har anvendt. Hvis I eksempelvis åbner jeres køkken igen den 13. april 2020, skal I lave økologi-regnskab fra den 13. april til den 30. april, og derefter månedsvis igen, hvis I har foretaget regnskabet efter kalendermåneden.
Vi håber, at dette er en hjælp til Jer, der holder lukket grundet COVID-19.
Ved tvivl kan I kontakte os på mail okologisk-spisemaerke@fvst.dk
De bedste hilsener til Jer fra
Fødevarestyrelsens Øko-team