Nye tal: Historisk stor vækst i øko-salget

07.05.2018

Salget af økologi vokser med rekordfart. Danskerne købte økologiske fødevarer for 11,3 milliarder kroner i dagligvarehandlen i 2017, ifølge nye tal fra Danmarks Statistik. Det er en stigning på 31 procent i forhold sidste års opgørelse. Tallene inkluderer for første gang det boomende online-salg af økologi. Selv uden online-tallene er der tale om en rekordvækst i kroner og øre, vurderer Økologisk Landsforening.

Det er en stigning på 2,6 milliarder

I 2017 købte danskerne økologiske fødevarer til en værdi af 11,3 milliarder i dagligvarehandlen inklusiv online salg, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det er en stigning på 2,6 milliarder – svarende til 31 procent – på et år, hvilket bringer den økologiske andel af det samlede fødevaresalg i dagligvarehandlen op på hele 13,3 procent.

"Opbakningen til økologi har aldrig været mere overbevisende. Danskerne skaber et grønnere Danmark ved at lægge stadig mere økologi i indkøbskurven – til gavn for vores natur, miljø og dyr. Udviklingen skyldes ikke mindst dagligvarehandlen, hvor det nu er alle kæder, der arbejder aktivt for at gøre udvalget af økologiske varer større og mere interessant for danskerne. Det vil skubbe øko-salget yderligere i vejret i de kommende år", siger Henrik Hindborg, markedschef for Økologisk Landsforening.

De øko-varegrupper, der har oplevet den største vækst i salget i 2017, er frugt og grønt og kød med en samlet vækst på 1,7 mia. kr. På enkelte varetyper er kyllingekød med 60 procent, babymad med 74 procent samt fisk og skaldyr med 110 procents vækst blandt højdespringerne.

 

Online øko-salget boomer

De nye tal fra Danmarks Statistik inkluderer for første gang data for salget af økologiske varer fra de største online-butikker. Det fremgår ikke præcist af statistikken, hvor stor en del af det samlede beløb, der stammer fra online-salg, men Økologisk Landsforening anslår det til at være cirka 1,4 milliarder kroner.

"Vi ved, at online-salget vokser meget markant, og at økologi fylder endnu mere i de digitale indkøbskurve end de fysiske.  Det er især børnefamilier fra de større byer, der køber fødevarer på nettet – og de køber markant mere økologi end gennemsnittet", siger Henrik Hindborg.

Læs mere her

Læs flere nyheder